Tuesday, April 12, 2011

Så sparkes den nye sæson i gang!

På torsdag den 14. april byder JIF Hakoah dagens modstander fra FB op til dans i årets første kamp i Københavns næstbedste 7mandsrække. Kampen sparkes i gang kl. 19.30 på Ryparken.

Dagens modstander fra FB(Frederiksberg Boldklub) er en af de få klubber i det københavnske landskab der kan bryste sig af at have flere år på samvittigheden end Hakoah, da klubben blev stiftet allerede i 1912. Der skulle som bekendt gå 12 år mere før JIF Hakoah så dagens lys i 1924.

Tidligere er der blevet spillet tre opgør mod FB, hvor det indtil videre er blevet til to sejre og et enkelt nederlag. Helt tilbage i efteråret 2007 tabte Hakoah en forrygende kamp mod FB med 2-3, hvor det ellers var Hakoah der var foran 2-0 ved pausen efter mål af Coach og Philip. I de seneste to sæsoner er det derimod blevet til sikre sejre mod FB, både i foråret 2010 og i efteråret 2010, på hhv. 5-3 og 7-2. I den store sejr i efteråret 2010 scorede Lille Lyn et hattrick, men Philip scorede hele 4 mål i 5-3 sejren i foråret 2010.

Man må altså håbe at de fine takter mod FB kan fortsætte i sæsonpremieren på torsdag. Værre ser det ud rent statistisk med sæsonpremierer og Hakoah, da det kun er lykkedes én gang gennem tiderne at vinde sæsonens første kamp, nemlig i efteråret 2007 hvor vores gamle venner fra Rødovre blev besejret med 3-1. Ellers har sæsonpremiererne budt på 5 nederlag og 2 uafgjorte resultater.

Ikke mere statistik, nu gælder det om at se fremad mod kampen på torsdag. Efter en del drama i kulissen, så er det alligevel lykkedes at skaffe en slagkraftig trup på 10 mand til sæsonåbneren. Efter kampen vil holdledelsen gerne bede folk om at blive hængende til et lille spillermøde!

/Holdledelsen

-statistik leveret af IFFHS (Den Internationale Forening af Fodboldhistorikere)

Posted by Elle in 11:11:36 | Permalink | Comments (3)