Sen sejr i drama på hjemmebanefortet!
Hakoah 2 sikrede sig tirsdag aften endnu en sæson i Københavns næstbedste 7-mandsrække, 7MH1, ved at besejre Real Copenhagen med 3-2 i lokalderbyet, der bød på flotte mål, hårde tacklinger og et par udvisninger. Alt i alt et vaskeægte derby, hvorfor kampen da også de sidste par år er blevet døbt New Firm II (I var optaget).
En sejr i den vigtige kamp ville med garanti betyde overlevelse i rækken, og det var da også et toptændt og fokuseret Hakoah 2-hold, der startede kampen med at komme bagud allerede efter 7 minutter.
Efter en lidt nervøs start fik Hakoah 2 dog hurtigt bedre styr på spillet og angrebene begyndte at flyde som honning. Forløsningen kom, da 70-kamp-jubilaren Lyn Dahl To-målsson satte den sikre inderside på et flot gennemspillet angreb og udlignede til 1-1. På lægterne brød en spontan kædedans ud blandt de medrejsende fans; en ribbens-skadet Daniel D, Fru Rafael W, David K, der var hindret i at spille grundet et forestående import/eksporteventyr, samt fanklubben repræsenteret ved næstformand Sebastian D og formand Jonas D.
Hakoah 2 fortsatte de gode momenter og lagde et tungt pres på Real Copenhagen, der blev mere og mere rådvilde. Efter et par gode angreb var Lyn Dahl igen på pletten med indersiden, da han satte sidste fod på et smukt gennemspillet angreb. Rygterne vil vide, at formanden blev set med tårer i øjnene, men dette kan dog ikke bekræftes, og endvidere må det bemærkes, at de eventuelle tårer uanset målet også kunne skyldes en flue i øjet, hvilket bl.a. Philip R led af i store perioder af kampen.
2-1 ved pausen.
Anden halvleg fortsatte som første med Hakoah 2 som det toneangivende hold, men Real Copenhagen var dog også med i kampen og fik tilspillet sig enkelte chancer. Stemningen på banen var gået hen og blevet ret intens og flere spillere lænede sig op af gult kort. Debutanten Aviv var dog ikke en af disse, hvorfor det var helt uforståeligt at det skulle blive ham, der træk det første gule kort, men selvom Coach truede dommeren med at trække holdet, stod dommen ikke til at ændre og Hakoah 2 valgte at fortsætte kampen.
I undertal blev det hurtigt til rent Real Copenhagen power-play og Hakoah 2 kunne derfor ikke forhindre, at der blev udlignet til 2-2.
Hakoah 2 blev fuldtallige igen og kampen bølgede frem og til; målmand Adam O måtte bl.a. levere en fantom-redning, hvor han i en 1-mod-1 situation kom hurtigt ud af sit mål og fik lokket angriberen til at sparke lige på ham. Bolden røg ganske vist op på Adam O’s hænder, men dommeren vurderede dette til at være uforsætligt, da hans hænder var i en naturlig position (for en målmand). Det samme kunne ikke siges om Lyn Dahl, der i sin jagt på hattricket forsøgte sig med en guds-hånd, der dog ikke var videre succesfuld.
Det lignede længe en uafgjort, men efter et flot opspil af Lille Lyn Dahl og Philip R, kunne sidstnævnte score det forløsende sejrsmål til alles store glæde. Real Copenhagen blev ved at presse på de sidste minutter og især efter et gult kort til Lille Lyn Dahl, var der spænding til det sidste, men rigtigt tæt på kom Real dog aldrig, og heller ikke en fej stempling af David E i feltet kunne ændre på dette.
Således endte den vigtige kamp med en 3-2 sejr og dermed er endnu en sæson i 7MH1 sikret. Teoretisk – men hverken matematisk eller hypotetisk – har Hakoah 2 endog mulighed for oprykning, såfremt sæsonens sidste kamp ender i en stor-sejr og de nærmeste forfølgere snubler. Hvordan dette regnestykke skal gå op, vil redaktionen følge op på i de næste par dage.
Kampens spiller blev fortjent 70-kampsjubilaren Lyn Dahl To-målsson og grundet den vigtige sejr indvilligede Fru Rafael W i at lægge underetage til sæsonafslutningsfesten (skal ikke forstås metaforisk, Red.) – endelig dato følger.
Hakoah 2 længe leve – Hip Hip Hurra!

Glimrende kampreferat!
Jeg har lige talt med DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen. I løbet af den 2,5 time lange samtale, kan jeg nu endelig løfte sløret for generalsekretærens udlægning af hvad der præcis kræves, for at Hakoah 2 kan rykke op i 7MH Mesterrækken (som beskrevet i referatet):
- Vi skal vinde med mindst 204 overskydende mål i næste kamp mod BK Amalie. Ikke usandsynligt gårsdagens form taget i betragtning, men teoretisk/hypotetisk/juridisk besværligt.
- Rækkens nr. ét, B1908, skal kollektivt rammes af tyske agurkebakterier, hvilket vil diskvalificere dem jf. KBU’s regler om diarré på fodboldbanerne.
- BK Foroyar vil blive diskvalificeret, såfremt det kan påvises, at holdets spillere har taget blod-doping under vinterens højdetræning i de franske alper.
- Endelig skal Hakoah 2′s israelske spiller, Aviv, blive centrum for en diplomatisk krise mellem Israel og Danmark. Hvis ikke udenrigsminister Lene Espersen giver sin israelske pendant en officiel undskyldning for dommerens udvisning af en ikke-dansktalende spiller, vil Hakoah 2 automatisk tildeles 20 ekstra point for uretmæssig forårsaget svie og tort.
Med andre ord – oprykningen ligger lige for.
Vil lige sige, at målet til 3-2 blev scoret da vi var i undertal.
Hvor er det lækkert at læse et fyldigt og velskrevet referat med et twist af humor! Lækker sejr igår drenge,nu skal vi bare slutte godt af mod Amalie, så vi kan rette fokus mod det vi alle holder mest af; afslutningsfesten!
Fint referat. Mit hjerte bløder af glæde. Og blodet? Ligesom hakoahangrebene flyder det med samme viskositet som honning (ja, jeg skal snart til lægen).
@Daniel D:
Jeg håber at du i løbet af de 2.5 timer
spurgte af karsken bælg og ikke som en mimer
at du på vegne af os alle gik lige til sagens kerne
Og spurgte hvor ondt det gør at hedde Stjerne.
Glimrende kampreferat! Jøderne i New York kaster blomster ned fra de høje huse af glæde over at Gud stadig holder hånden over det udvalgte folk. Miraklernes tid er ikke ovre!! Bemærk at talværdien 204 har stor symbolsk betydning hos kabbalister eftersom det er antallet af mænd nævnt i 3. Mosesbog. Og endnu mere bemærkelsesværdigt er det at hvert syvogtyvende bogstav i 2. Moses bog giver ordene “tyske agurkebakterier og blod-doping i de franske alper”. Der er inden tvivl om at Coach vil føre os til tops ligesom Moses tog os til landet der flyder med mælk og honning.
@Phillip: Godt med en opsamling af detaljerne. Os i eksil vil gerne have det hele med.
@Emil og D:D
En fan der græder af glæde
Vi stryger af sted som på en slæde
Honning flydende angrebsspil
Til toppen vi skal og vil