Thursday, May 13, 2010

To kampe = 3 point

Søndagens topopgør mod B93 endte med en gedigen skuffelse for et ellers overlegent Hakoahhold. Der var en målmand til forskel mellem de to hold, som endte med en 1-0 sejr til B93.

Dette nederlag skulle hævnes, da FC Nanoq besøgte de marineblå på Ryparken. Det var en såkaldt seks point kamp, da de to hold lå side om side midt i ligaen. Der skulle dog ikke gå mere end 10 sekunder før Hakoah havde fået den første målchance. Hakoah-dominansen fortsatte gennem første halveg, hvor FC Nanoq slog til på farlige kontraer.

Den bedste spiller fra B93 kampen Rafael W fik scoret på en retur fra en stolpe og Hakah kom således planmæssigt foran. Et kæmpemålmandsflop lukkede FC Nanoq ind i kampen igen, da målmand Ted ikke kunne tæmme en bold. Lille Lyn fik dog scoret en gang før pausen og Hakoah kunne gå til pausen med en 2-1 føring.

I pausen blev det aftalt at forsætte det fornuftige spil og det gav da også potte i anden halveg. Således scorede Lille Lyn 2 gange til, Rafael W fik atter scoret, Danny flugtede også et mål ind og Simon kunne også putte en bold i kassen. En flot anden halveg blev skæmmet lidt, da en FC Nanoq angriber stod utrolig fri og udplacerede Hakoah-målmanden.

Kampens dommer David K fløjtede kampen af og Hakoahspillerne kunne løfte deres arme i jubel over en flot 7-2 sejr, der retfærdiggør, at Hakoah kan se opad i tabellen i stedet for nedad. Rafael W blev for anden kamp i træk stemt til at være kampens spiller blandt andet på grund af en hård arbejdsindsats.

Næste udfordring for succesholdet er pokalturneringens anden runde. Mere om den senere.

Over & Out!

Posted by Ted in 22:50:58 | Permalink | Comments (9)

Saturday, May 1, 2010

Overlegen indsats giver Hakoah førstepladsen

Torsdag skulle det andet hjemmekampsslag stå, da Tårnby kom på besøg. Besøget endte i et for Tårnby grimt nederlag til et overlegent Hakoah-hold.

Hakoah var her og der og alle vegne på banen, hvorimod Tårnby nok bedst kunne beskrives som usynlige. Kun usandsynlige heldige stolper reddede Tårnby fra en større afklapsning. Hakoah har dog aldrig vundet en kamp, hvor alle målene var selvmål. Men det kunne Hakoah godt lide alligevel.

Hurra hurra for førstepladsen.

Banens bedste spiller blev enstemmigt valgt til at være Tårnbys nr. 4, der egenhændigt scorede to mål.

Posted by Ted in 18:45:59 | Permalink | Comments (3)

Friday, April 23, 2010

Vigtig sejr i årets første hjemmekamp – men det holdt mere end hårdt!

Efter et par uger på farten rundt omkring på de københavnske baner, så var det endelig i går aftes blevet tid til årets første hjemmekamp i de vante og trygge rammer på Ryparken. Også på det ydre Østerbro blæser der nye vinde, så efter at kommunen har besluttet at gøre det halve af Ryparken til motorvej stillede Hakoah op til hjemmekamp mod Real Copenhagen på kunstbanen. Det var første møde mellem de to hold nogensinde, så der var lagt op til en spændende og jævnbyrdig kamp. Hjemmeholdet mødte med fuld trup, hvor der efter sidste uges choksejr i pokalen var byttet rundt på enkelte pladser. Ted R var igen på mål fra start, med David K og Jonathan Fi foran sig i forsvaret. På midtbanen lå igen Philip R centralt, nu med to lyn på hver sin kant i form af begge B-brødrene. I angrebet startede David J, der op til aftenens kamp endnu ikke havde leveret mål i denne sæson.

Det viste sig hurtigt fra kampens start, at Real Copenhagen med deres blot 6 medbragte mand til aftenens kamp, overlod alt spillet til Hakoah på den meget store og brede bane. På trods af det numeriske overtag til Hakoah fra kampens start, så var Real Copenhagen bestemt ikke noget ueffent mandskab, så der blev gået til den i nærkampene og spillet afslørede en jævnbyrdig kamp. Hakoah havde massivt spilovertag fra første fløjt, men havde svært ved at komme igennem til egentlige målchancer, det blev kun til et par halve forkølede skud fra Ari B., Philip R og David J. Midt i al spildominansen fangede Real Copenhagen hjemmeholdet i et hurtigt contraløb, der udmøntede sig i et straffespark begået af Rafael B. Ted R var tæt på at snuppe straffesparket, men alligevel var det stik imod spillets fordeling at et klogt spillende Real Copenhagen havde bragt sig foran 0-1. Frustrationen meldte sig hos hjemmeholdet, der sendte friske kræfter i form af Rafael W, Adam Ki og JG på banen i forsøget på at vende kampen. Hurtigt viste det sig, at Hakoah trods alt var det bedste hold på kunstgræsbanen. Endelig udmøntede det store boldmæssige overtag sig til afgørende forsøg mod mål, hvor Hakoah scorede på tre af dem. Først var det Ari B. der efter en flot soloaktion i venstre side fik lagt bolden sikkert forbi keeperen, siden fulgte et mål af David J der dermed fik brudt måltørken, hvorefter en stærkt spillende J G til sidst flot lobbede bolden over målmanden der var kommet alt for langt ud af sit felt. Hjemmeholdet kunne gå til pausen med en sikker 3-1 føring.

Anden halvleg skulle blot have været en fortsættelse af det flotte spil fra slutningen af første omgang, men Hakoah-holdet endte med at levere en mildest talt miserabel indsats. Igen stillede Real Copenhagen sig ned dybt og forsvarede og overlod alt spillet til Hakoah i håbet om at få nogle farlige kontrastød. Hakoah holdet kunne ikke komme frem til flere farlige situationer, og midt i forløbet fik Real Copenhagen reduceret. Panikken bredte sig hos hjemmeholdet og det blev bestemt ikke nemmere af, at både David K og Ari B. fik gule kort efter alt for voldsomme tacklinger, så Hakoah i en overgang måtte spille med blot 5 mand på banen! Lige pludselig var det Hakoah der var en mand i undertal og udeholdet der lagde et voldsomt pres ned mod Hakoahs mål. Der blev kæmpet heroisk af de 4 markspillere fra Hakoah der var tilbage på banen, men presset kunne ikke modstås og Real Copenhagen fik udlignet til 3-3 med blot 4 minutter tilbage ad opgøret. Da der var to minutter tilbage havde Hakoah igen fuldt mandskab på banen og pressede stærkt på for at få et sejrsmål, mod et hold det aldrig burde have gjort udfaldet så spændende for Hakoah. Og selv om Hakoah havde spillet elendigt i hele anden halvleg, så tilsmilede heldet alligevel hjemmeholdet til sidst. På en returbold i feltet, der afgjorde David K opgøret, da han som én af mange i feltet fik presset sig forrest og udlignet med sit knæ som skubbede bolden forbi udeholdets keeper. Kønt var det bestemt ikke, men yderst vigtigt! Hakoah kunne gå fra banen med en 4-3 sejr i årets første hjemmekamp. Kampen bar præg af, at Hakoah holdet tabte hovedet når tingene gik imod hjemmeholdet, i stedet for at bevare den gode stemning internt og levere det flotte spil som vi ved kan præsteres! Man of the Match blev en stærkt spillende J G, der kom først på mange bolde og scorede kampens flotteste mål. Der var trukket skyer ind over hjemmeholdet, men de lettede til sidst!     

Posted by Ted in 15:40:38 | Permalink | Comments Off

Monday, April 19, 2010

Stærk trup til årets første hjemmekamp torsdag

Det er ikke meget, der kan afsløres; men det er en stærk Hakoah-trup, der venter Real Copenhagen, når de gæster de marineblå på Ryparken.

Således er der udtagelse til flere af de successpillere, der sejrede i pokaltriumfen mod Husum.

Hakoah har aldrig mødt Real Copenhagen, men en gang skal jo være den første. Real Copenhagen vandt 3-2 over KFB, som var det hold Hakoah tabte 6-2 til. Real Copenhagen må derfor anses for at være favoritter i en forventelig tæt kamp. Kampen spilles 19.30 (med mødetid 18.30) og spilles på hjemmestadionet “Kunstbanen med dertilhørende lys”.

Hvem der skal stå på mål, er en hemmelighed. Det kan både være Clean-Shit-Fischer eller Ted San Iker Casillas. Hvem det bliver er en hemmelighed. I får det ikke at vide.

 

Nope.

Posted by Ted in 19:22:09 | Permalink | Comments (4)

Thursday, April 15, 2010

Pokaltriumf i Husum!

Der var blevet snakket rigtig meget blandt Hakoah-spillerne om aftenens modstander inden turen gik til Husumparken. Eftersigende skulle Husum-holdet spille til dagligt i mesterrækken og være en af de bedste hold i København. På papiret var Hakoah altså klart undertippede inden aftenens første pokalkamp nogensinde, så de fleste spillere regnede med at kampen skulle tages som en oplevelse hvor nederlaget helst skulle begrænses mindst muligt. Da kampen gik i gang, der fik piben dog hurtigt en helt anden lyd.

Hakoah havde i dag lavet en væsentlig taktisk ændring. I stedet for den sædvanlige keeper Jonathan Fi, så trak den garvede spiller Ted R i målmandstrøjen. I forsvaret spillede fra start Jonathan Fi ved siden af Danny V-N. På midten lå den kontrollerende tekniker Philip R med Lynet og Rafael W på kanterne. Fremme lå anfører og dagens 50-kampsjubilar David J. Fra start af sad Hakoah tæt på deres modstandere, der var saft og kraft i hver eneste duel. Spillet bølgede frem og tilbage, men det var altid med Hakoah i den kontrollerende rolle. Hakoah spillede sig også frem til flere chancer i første halvleg, men igen manglede skarpheden og kynismen i de afgørende situationer. Den største chance i første halvleg tilfaldt Philip R, der bragede bolden på stolpen direkte på frispark. Med godt spil, mod på mere og blod på tanden kunne Hakoah fortjent gå til pausen uden at der var blevet scoret i nogle af enderne. Det var svært at se på spillet, at det var Husum der til daglig spillede i den højeste række.

Fra anden halvlegs start fortsatte Hakoah det gode spil, på trods af at trætheden efter to kampe på en uge langsomt begyndte at melde sig hos flere spillere. Det gjorde det heller ikke nemmere for det heroisk kæmpende udehold, at Jonas D efter sit indhop hurtigt måtte udgå med en skade. Adam Ki og David K var derimod ligeså meget i ilden som resten af mandskabet og gjorde det ligesom hele holdet fremragende.

9 min efter pausen udmøntede det flotte og overraskende spilovertag sig endelig til en scoring. Hakoah vinder et indkast langt oppe på Husums banehalvdel. Lynet tager det hurtigt og sender David J ned mod baglinjen. Denne vinder på et afgørende tidspunkt en af sine mange opslidende dueller med Husums kaptajn i forsvaret, bolden bliver langt indover hvor Danny på finurlig og kløgtig vis får krøllet bolden under den sprællende målmand til scoring. Nu kunne Hakoah for alvor dufte sensationen. Husum lagde et voldsomt pres, men alle Hakoah spillere gav alt hvad de havde tilbage af luft og kræfter. Nede i Hakoah målet, der bemærkede mange at dagens Hakoah keeper ikke bare lignede den berømte målmand fra Real Madrid rent udseendemæssigt, Ted spillede også som en sand San Ikér og præsterede fremragende redninger for Hakoah i slutfasen. Helt til sidst fik Husum et frispark lige uden for feltet, efter at Hakoah faktisk havde soldet mange muligheder væk for at lukke og slukke kampen. Denne gang måtte Ted give fortabt, men heldigvis stod kampens bedste spiller Jonathan Fi inde på stregen og reddede sejren hjem. Dette var kronen på værket for Jonathan Fi, der kom først på samtlige bolde i forsvaret og fortjent blev kåret til kampens spiller.

Hakoah kunne efter kampen fortjent strække armene i vejret. Pokaloverraskelsen var i hus og det blev selvfølgelig fejret med fællessang og kolde læskende sodavand!

Hakoah er nu blandt de 16 sidste i årets pokalturnering! Og nu hvor det topseedede hold fra Husum er ude, så er det vel finalen der venter?

Posted by Ted in 20:58:04 | Permalink | Comments (8)

Monday, April 12, 2010

Blandet start på sæsonen

Hakoah 3 er efterhånden vant til det. At rykke op.

Torsdag skulle de så i kamp i det ultraforjættede land i 7mh1. De skulle spille på udebane mod KFB som de sammen rykkede op med.

Kampen blev tabt 6-2, hvilket var ganske uretfærdigt efter spil og chancer. Trænerteamet måtte dog blot erkende, at det var effektivitetten til forskel mellem de to hold. På trods af de mange chancer til blandt andet Ted og Jonas D, blev det kun til to mål sat ind af det Lille Lyn. Philip blev kampens spiller.

Næste kamp skulle spilles mandag på udebane mod Fremad Valby. Hakoahholdet har stolte traditioner mod netop Fremad Valby og Coach konstaterede da også før kampen, at Hakoah tabte 6-2 i den første kamp i sidste sæson, der var en af de bedste i Hakoah 3′s historie. Det kunne altså ikke gå galt.

Det gjorde det heller ikke. Hakoah vandt kampen 3-1 og tillod sig endda at brænde to straffespark i processen. Hakoahs defensiv lykkedes flot med to flotte forsvarspræstationer af David K og den hjælpende Kjetan (kampens spiller, et mulehår foran David K). I den anden ende var Hakoah ligeså effektive som ønsket og den debuterende spiller Jonathan Z fik en god debut med to mål (og et par afbrændere). Flottere blev det næsten ikke da det Lille Lyn firsttimede en lang bold ind bag den flotte Fremad Valby målmand.

2 kampe 3 point! Det bliver sgu en god sæson.

Posted by Ted in 23:31:28 | Permalink | Comments Off

Saturday, October 24, 2009

Efterårets første Indendørstræning

Kom og få rørt benene på de bonede gulve, som du kender og elsker på Carolineskolen! Der er lavt til loftet, banen er lille, målene er små og alle er dommere! Det kan kun blive hyggeligt!

Det hele finder sted mandag d. 9. november kl. 18.00 – 19.30.

Vel mødt!

Posted by Elle in 17:58:23 | Permalink | Comments Off

Saturday, October 10, 2009

Coach ønsker tillykke med Sydafrika

Midt i forberedelsen til den vigtige kamp på næste søndag mod KFB, tog Coach sig tid til at se aftenens landskamp fra hotellet.

Efter den ualmindelige velfortjente sejr har Coach følgende kommentar:

“Det man kan tage med fra kampen er, som Flemming Povlsen sagde, at Zlatan er en for god fodboldspiller, til at han kan være en rigtig god målscorer, og det kan man jo sige om de fleste spillere på vores eget hold, ikke mindst om mig selv.”

Rafael W blev desuden op til kampen set på en til lejligheden rød-hvid-malet cykel på H.C. Ørstedsvej, og rygterne taler om et comeback til kampen mod KFB.

Ses i Cape Town, men først på Kløvermarken!

Figo er klar til Cape Town, er du?

Posted by Elle in 23:06:36 | Permalink | Comments (3)

Thursday, October 1, 2009

Storsejr på Lars Tyndskids mark

I kulde og blæst samt lidt regn vandt Hakoah en sikker 5-0 sejr på udebane mod Amager FF.

Trafikken havde ellers sørget for dårlige betingelser for udeholdet, da det lykkedes alle uden undtagelse at komme for sent. Det hindrede dog ikke de marineblå i at sætte sig på kampen fra start af og der var aldrig tvivl om udfaldet af kampen. Således scorede Duracell sit 3. sæsonmål på et kontraløb.

Simon Re. der var udtaget til dagens kamp på bekostning af fætteren blev kampens spiller, blandt andet fordi han i midten af første halveg lagde et indlæg bagerst i feltet, som Coach flot satte foden på. Via stolpen og målmanden fik Coach scoret det første af hans to mål i kampen.

I pausen fik Hakoahspillerne en ordentlig opsang af træneren, der beskyldte dem for at være en tynd kop the. Det ville truppen ikke finde sig i og satte sig endnu tungere på kampen. Coach scorede sit andet mål i kampen på baggrund af en glimrende hård aflevering (hm hm) på tværs af feltet af en velspillede David K.

Philip Ro ville revanchere sin sidste målløse kamp og erobrede kraftfuldt bolden og afsluttede en glimrende dribletur med et flat skud ved nærmeste stolpe.

Det sidste mål blev sat ind af Ted, der efter en aflevering fra Simon Re, dribler mod venstre og køligt sender den modsat i kassen.

5-0 og Hakoah blander sig for alvor i topstriden. De næste to kampe er afgørende for oprykningen. Vindes de er Hakoah i det forgudede land, 7mh 1. Det er dog de to tophold, der venter og truppen ser allerede så tynd ud, som træneren advarede mod i pausen.

Men en god sejr i dag.

Posted by Ted in 21:10:02 | Permalink | Comments (37)

Thursday, September 24, 2009

Storsejr til Hakoah 2

Hakoah 2 leverede i dag et af sæsonens bedste resultater, ved på hjemmebane at knuse CIK 7-1. Hakoah dominerede kampen fra start til slut, og det var hele tiden kun et spørgsmål om hvor stor sejren skulle blive. Med sejren melder Hakoah sig tilbage i topstriden, og kan nu selv afgøre, om det for andet år i træk, skal blive til oprykning.

Optakten til kampen var præget af kaotiske scener, idet store dele af spillertruppen var utilfredse med den oprindelige tildelte bane. Flere mente ikke at det kunne være rimeligt, at man på 7MH2-niveau skulle nedværdiges til at betræde en sådan plæne og rygterne om lock-out, blokade og boycot begyndte langsomt at svirre i luften. Efter godt lobby-arbejde lykkedes det imidlertid at få kampen rykket til en anden og større bane, hvorfor alle igen var glade.

Kampens dommer var en af Simon L’s nære bekendte og man forstod hurtigt hvorfor. Han var fra den mere professionelle stand af dommere og mødte op i fuld dommeruniform med dertihørende fløjte, kort samt det autentisk Collina-blik. Med en lækker bane og en dommer mere motiveret end spillerne, var der således lagt op til et brag af en fodboldfest på hjemmebanefortet.

Coach havde til kampen valgt en kvadraktisk 2-3-1-opstilling med wingbacks, libero samt hængende angriber. Taktikken passede perfekt mod CIK’s mere kryptiske 2-2-2-opstilling og Hakoah 2 lagde fra starten af et tungt pres. Det Hakoahnske spilovertag resulterede hurtigt i en række chancer, og der gik ikke længe før Ted Ro fik gjort det til 1-0 på et fikst skorpionspark. I overensstemmelse med United-effekten øgede Lille Lyn kort efter til 2-0, mens Ted Ro blev dobbelt målscorer, da han gjorde det til 3-0, hvilket resultat holdt frem til pausen.

Efter halvlegen fortsatte Hakoah dominansen, og Duracell øgede til 4-0 med et velplaceret spark. CIK havde fortsat ikke meget at byde på og deres fremmødte fans viste deres utilfredshed ved langsomt at udvandre. Det var ikke mange chancer gæsterne kom frem til, men efter et kontraangreb som CIK-angriberen afsluttede ved at falde over sine egne ben i feltet, fik de heldigt tilkendt et straffespark, som de omsatte til 1-4.

Efter reduceringen fulgte en lidt mere rodet affære indtil forsvarsklippen David E besluttede sig for at tage tingende i egen hånd. David erobrede bolden nede i forsvaret for derefter at tage en lang tur op ad banen, drible et par mand ved husmandsfinten, spille 1-2 med David J for derefter at snyde den sidste CIK’er og udplacere målmanden ved at sparke bolden op i nettaget med det ellers normalt kolde højreben. Alle var glade og selv CIK’erne klappede anerkendende over David E’s første scoring for Hakoah 2.

Lille Lyn og Duracell lukkede målfesten og storsejren lød altså på hele  på 7-1, sæsonens største sejr. Efter kampen var der masturbation i badet hvor Ted Ro ved samme lejlighed blev valgt til kampens spiller efter en kontroversiel afstemning, som fik valget i Afghanistan til at fremstå som velorganiseret. Med sejren rykkede Hakoah 2 op på en tredjeplads i rækken og kan nu selv afgøre, om det skal ende med oprykning for andet år i træk. Der mangler tre kampe – ni point betyder næsten med sikkerhed, at næste sæson bliver i det endnu mere forjættede land, landet med de 72 jomfruer, 7MH1.

Afslutningsvis kan oplyses, at redaktionen har modtaget mange henvendelser angående status på klagen over dommerskandalen mod hvepsene fra Brønshøj. Status er, at klagen er nået til højeste instans hos UEFA og Michel Platini har lovet at se på klagen inden Yom Kippur.

Ses i goggen!

Posted by Elle in 22:55:03 | Permalink | Comments (5)